Beskæftigelsesindsats i boligområdet
SEBI har udviklet en guide om etablering af beskæftigelsesindsatser i boligsociale områder.
I de 29 udpegede "ghettoområder" i Danmark er 6 ud af 10 indvandrere eller efterkommere med ikke-vestlig baggrund, og 4 ud af 10 beboere har ingen kontakt til arbejdsmarkedet.
Guiden kan bruges af medarbejdere i jobcentre som skal i gang med at etablere eller videreudvikle en fremskudt indsats, i form af en mindre, beskæftigelsesrettet enhed i et boligområde - eller som på anden vis har planer om at rykke tættere på de ledige i et boligområde.
Guiden viser fire modeller for tilrettelæggelsen af en fremskudt indsats og anskueliggør hvilke muligheder og udfordringer, som det er vigtigt at forholde sig til. Det gælder både samarbejdet udadtil med boligforeninger og øvrige beboere, og samarbejdet internt i jobcentret om bl.a. visitation og sanktioner.
Der er mange fordele forbundet ved at rykke tættere på et boligområde med mange ledige. For eksempel kan den personlige kontakt og hurtige reaktionsevne virke motivationsfremmende på nogle borgere. Den lokale placering gør det også nemmere for de ledige at kigge forbi for at følge op eller få svar på spørgsmål.
Guiden bygger på en række interviews med medarbejdere i jobcentre, der har prøvet at etablere en fremskudt indsats.
Læs mere om de forskellige typer af fremskudte indsatser i guiden:
"Den fremskudte indsats - når jobcenteret rykker ud i boligområdet"