Nyhedsbrev fra SEBI - maj 2012
Kære abonnenter
I får hermed det sidste nyhedsbrev fra SEBI. SEBI lukker med udgangen af juni måned, og indtil da sender vi pjecer mv. ud til jer, der står og mangler. Vores hjemmeside vil være tilgængelig til og med udgangen af 2013. Begge dele kan I læse mere om her i nyhedsbrevet.
Sidste chance for at bestille SEBIs publikationer
SEBI har en række pjecer, som tidligere er blevet sendt ud til jobcentrene. Der er stadig stor efterspørgsel efter pjecerne, når vi har dem med til arrangementer. Inden vi lukker, vil vi derfor, så vidt vores lager rækker, gerne sende flere pjecer ud til de jobcentre, der måtte ønske det. Det samme gælder en enkelt ny pjece om brugen af sprogmentorer, som er på trapperne. Bestil pjecerne ved at sende en mail med titel, antal og postadresse på jobcentret. Vi sender ud, så længe vi har flere på lager, dog senest den 22. juni.
Se hvilke pjecer, det drejer sig om her >
Hjemmeside – til udgangen af 2013
SEBIs hjemmeside er i færd med at blive skåret til, så den kommer til at fremstå som en vidensbase. Her vil du til og med udgangen af 2013 kunne finde de mange gode erfaringer, som vores projekter og samarbejder med jobcentrene har frembragt. Fra SEBI lukker vil siden altså fortsat være tilgængelig, i halavandet år, men den bliver ikke længere opdateret.
SEBIs metoder på vej til Japan
SEBI har haft besøg af en japansk forsker, som studerer dansk beskæftigelsespolitik på Ritsumeikan University i Kyoto.
Universitet har for nyligt igangsat et sammenlignende studie af aktiveringspolitik for indvandrere i henholdsvis Danmark og Sverige. I den forbindelse besøgte to japanske forskere i februar måned Danmark.
Takeshi Shimauchi har en Ph.D. fra Ritsumeikan University i Kyoto. Han har været gæsteforsker ved Københavns Universitet i 2009 og 2010 og har interviewet jobkonsulenter og NGO’er om beskæftigelsesindsatsen over for ledige med anden etnisk baggrund.
Besøget blev til et interessant møde om SEBIs viden om ledige med ikke-vestlig baggrund og strategierne for at få ikke-vestlige ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Den japanske forsker var især interesseret i at høre om de projekter, SEBI har igangsat og om samarbejdet med jobcentrene og beskæftigelsesregionerne.
Desuden var forskeren meget interesseret i at høre om eksempler på best practice, som SEBI har indsamlet. Det førte til en drøftelse af blandt andet elementerne i en god beskæftigelsesrettet samtale og mulighederne i arbejdet med traumatiserede.
Takeshi Shimauchis arbejde kan følges på www.janes.gr.jp/index.html - indtil videre kun på japansk, men en oversættelse er på trapperne.
Unge ud i job
Sammen med Den nationale Ungeenhed og Specialfunktionen for Ligestilling holdt SEBI i marts måned to konferencer om unge mænd med ikke-vestlig baggrund. Konferencerne byggede på et katalog, der skal inspirere jobcentrene og UU-vejledningen til at forstå de unge og skabe en målrettet indsats for at få de unge mænd i job eller uddannelse.
Baggrunden for inspirationskataloget er en omfattende desk-research samt to workshops, hvor en række praktikere og forskere på området har bidraget med viden og erfaringer. Find både inspirationskataloget, baggrundsmateriale og oplæg fra dagen på SEBIs side om unge mænd med ikke-vestlig baggrund.